Sådan foregår godkendelsesproceduren ved en Kultur 2000-ansøgning
Fra projektet indleveres til svar går der ca. et halvt år, hvilket er en ganske lang svartid. Men proceduren i sig selv er også lang og besværlig.:
Fase 1 : Når Kommissionen har modtaget ansøgningerne går første fase i gang: Er de faglige støtte-berettigelses-kriterier opfyldt? Kommissionen gennemgår og registrerer projekter. Projekter, som opfylder de faglige ”berettigelses-kriterier” bliver stemplet: Forhåndsudvalgt. Organisationer, hvis ansøgninger afvises, får besked individuelt. Kommissionen giver begrundelse. Det er værd at notere, at mange ansøgninger falder på banale ansøgnings-fejl.
Fase 2: Herefter går kulturfolk og eksperter i gang med at evaluere projektets kunstneriske og kulturelle kvalitet. Det er specielt udvalgte eksperter fra EU-landene. Danmark har typisk to eksperter med. De analyserer og giver de forhåndsudvalgte projekter karakter. De holder ansøgningen op mod de stillede krav og giver derefter en karakter. Det er derfor vigtigt at have en fornemmelse af, hvad der scorer mest.
Fase 3 : Kommissionen opstiller herefter en liste over de projekter, der er foreslået til støtte på baggrund af eksperternes vurdering. Og de har en meget praktisk angrebs-vinkel: Listen starter med de højest noterede projekter og fortsætter nedad, indtil budgettet er brugt. Det er derfor, det er så vigtigt at læse – og forstå – signalerne i EU-sproget.
Fase 4 : Herefter går det over i en mere politisk fase: Forvaltningsudvalget – som det hedder, og som består af repræsentanter for de kompetente nationale/regionale myndigheder - skal godkende listen med indstillinger. Det er kun medlemsstater, der har stemmeret.
Fase 5: Et nyt politisk lag kommer til: Europa-Parlamentet får listen, og de har en måned til at benytte sig af deres ”ret til indsigt”.
Fase 6: Kontrolfasen: Kommissionens direktorater kontrolleres for, at projekter som skal finansieres af Kultur 2000-programmet ikke har modtaget anden form for EU-støtte. Der er stor berørings-angst i Kommissionen i forbindelse med svindel. De kører en meget stram kontrol, hvad også giver store forsinkelser.
Fase 7: Herefter blåstempler Kommissionens Finanskontrol projektet.
Fase 8: Kommissionen indgår derefter formelle kontrakter med projektets deltagere. Projekter, der ikke har fået støtte får besked – og de har i øvrigt krav på en forklaring på afslag. Det kan være en god lære efter stort arbejde. Derefter offentliggør Kommissionen listen over udvalgte projekter. |