PLAGIAT – tyveri eller kreativ gråzone ?

 Af Bent-Erik Rasmussen

Frank Esmann  sagen har sat fokus på begrebet plagiat indenfor forskellige former for tekstarbejde. Det er tilsyneladende på den ene side let at genkende plagiat, men svært at definere helt klart hvor grænserne juridisk og etisk går. Men hvordan er det med musikkens verden, hvor alle låner af hinanden hvad enten man nu kalder det 'stil' eller 'inspiration'.

ICMM rådgiver i den slags sager, og her bringes en række overvejelser om netop dette område.

Populærmusikken lever af efterligninger
Anklagerne for efterligning af sange eller dele af sange er relativt hyppige indenfor populærmusikken, men deciderede sager er alligevel relativt sjældne – i hvert fald i Europa. De forekommer dog – berømt er f.eks. sagen om George Harrisons ’My Sweet Lord’ (som han formentlig ikke kopierede for at tjene penge på lånte fjer eller fordi han ikke kunne få andre ideer eftersom det er meget ubehageligt som kunstner at blive anklaget for plagiat, men snarere som en ubevidst ’genkendelse’ af en god ide, som andre uheldigvis havde fået før ham, og som han – måske – har hørt.).

Dette forhold skyldes generelt, at populærmusikken netop udfolder sig indenfor et genkendeligt stilunivers, hvor det er helt almindeligt at bygge sangene på kendte elementer i en mere eller mindre selvstændig sammensætning – det er netop en del af forudsætningen for at være en populær melodi. Den enkelte sang er således sjældent grænseoverskridende, og udfolder sig ydermere oftest indenfor en stil eller genre, som i sig selv skaber en meget genkendelig ramme, som kun kan skabes ved fortsat kopiering af kendte stilelementer i form af speciel rytme, typiske harmonisammensætninger, melodifraseringer o.s.v.

Den enkelte populærsang repræsenterer således oftest både kopiering af en række stilelementer og noget unikt der gør netop denne sang genkendelig og selvstændig i forhold til alle andre sange i denne stil.

Dette forhold er vigtigt at gøre sig klart, især hvis man har med en stilefterligning at. Komponister har ofte brugt enten folkemusik eller andre kulturers musik som mere eller mindre konkret inspiration til deres egen musik. en sådan stilkopiering handler altid om at kopiere typiske stilelementer – som er de musikelementer man umiddelbart genkender som ’almindelige’ eller generelle – noget som man hører igen og igen i den pågældende stil.

Det farlige i ophavsretslig forstand er imidlertid, at man ved at kopiere stilelementer som man opfatter som almindelige – kan komme til at kopiere kompositionselementer, som man indenfor den pågældende stil betragter som unikke – d.v.s. som specielle for netop en enkelt sang eller dans eller komposition. Derved forlader man stilefterligning og kopierer – bevidst eller ubevidst – en anden komponists værk.

Hvad er kerneområderne i en plagiatsag?
Det man undersøger når der er mistanke om plagiat er hvorvidt:

1. de ens elementer er så generelle at der er tale om stilelementer som ingen kan gøre ophavsretsligt krav på
2. et musikalsk element der findes i begge indspilninger eller kompositioner – om end bundet til en bestemt musikstil – er så egenartet, at det kan påberåbe sig sin egen kunstneriske og juridiske identitet og dermed ophavsret
3. og om der er tale om det man i ophavsretsjura kalder ’en tilfældig dobbeltfrembringelse’ – d.v.s. den situation hvor to skabende personer har skabt det samme uden at der er forbindelse imellem dem eller er tale om at den ene er en kopi af den anden
4. eller om der er tale om et bevidst plagiat i form af en bevidst efterligning eller kopiering af større eller mindre dele af en andens komposition

Eekspertvurderinger
Oftest vil man være nødt til at indhente en ekspertvurdering, som i sig selv ikke nødvendigvis løser spørgsmålet entydigt, men som kan understøtte vurderingerne på et fagligt niveau. De vil meget ofte være detaljerede gennemgange af 'på den ene side – og på den anden side' og demonstrere hvor vanskeligt disse vurderinger i virkeligheden er i realiteternes verden..

Oplevelsen af identitet
Om andre værker ligger inden for eller uden for værkets beskyttelsessfære, beror på en konkret lighedsbedømmelse. Det afgørende er, om man ved sammenligning af de to værker får en identitetsoplevelse.

Krænkelse eller tilfældighed?

• Krænkelse forudsætter ikke alene større eller mindre identitet, men også at det andet værk er frembragt ved benyttelse af kendskab til det første værk,
• Sandsynligheden for dobbeltfrembringelser kan være et indicium for, at der ikke foreligger plagiat,
• En lighed mellem to værker kan i øvrigt skyldes, at et tredje værk er deres fælles forbillede.

Det springende punkt i plagiatsager er om værk nr. to (den påståede kopi) er frembragt på basis af kendskab til værk nr. 1(originalen – den først producerede). Hvis dette ikke kan bevises kan man ikke umiddelbart dømmes for plagiat, men derfor kan der godt dømmes vedr. selve ophavsretten. Men lovtekstens tredje led er vigtigt: ’En lighed mellem to værker kan i øvrigt skyldes, at et tredje værk er deres fælles forbillede’ – hvordan det afprøves må bero på det konkrete tilfælde. Ved musikalsk analyse – og anklager for plagiat – kan man foretage en teknisk analyse af de musikalske elementer:

• storformen
• melodierne
• harmonikken
• det rytmiske grundlag
• arrangement og sound

- og derved finde frem til præcist hvor overlapningerne er – og hvor konkret identistiske de er.

Hvad siger loven?
Eet er imidlertid musikalsk oplevelse, noget andet er hensigten – og så er der det helt afgørende: ophavsretsloven og den juridiske vurdering. Her bringes den relevante tekst fra ophavsretsloven.

Ophavsretsloven

Lovbekendtgørelse 2001-06-27 nr. 618 om ophavsret

Kap. 1.(1) Ophavsrettens genstand(2) og indhold

Beskyttede værker

1§ 1. (3) Den, som frembringer(4) et litterært eller kunstnerisk værk,(5) har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling,(6) som musikværk(7) eller sceneværk,(8) som filmværk(9) eller fotografisk værk,(10) som værk af billedkunst,(11) bygningskunst(12) eller brugskunst,(13) eller det er kommet til udtryk på anden måde.(14)

Stk. 2. (15) Kort samt tegninger(16) og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.

Stk. 3. (17) Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.

Beskyttelsens indhold
2§ 2. (18) Ophavsretten medfører, med de i denne lov angivne indskrænkninger,(19) eneret(20) til at råde over værket ved at fremstille eksemplarer(21) af det og ved at gøre det tilgængeligt for almenheden(22) i oprindelig eller ændret skikkelse,(23) i oversættelse, omarbejdelse i anden litteratur- eller kunstart eller i anden teknik.(24)

Eneret
Eneretten til værket omfatter værkets oprindelige såvel som ændrede skikkelse. Denne ændringsret gælder ved siden af respektretten i § 3, stk. 2. Beskyttelse mod brug af værket i ændret skikkelse indebærer ikke mindst en beskyttelse mod efterligninger (plagiat).

-----------------------------
Et værk har en given beskyttelsessfære. Efterligningsbeskyttelsen indebærer, at ophavsmandens eneret til værket omfatter andre værker, der i større eller mindre grad ligner dette værk, selv om der ikke foreligger fuldstændig identitet. Om andre værker ligger inden for eller uden for værkets beskyttelsessfære, beror på en konkret lighedsbedømmelse; det afgørende er, om man ved sammenligning af de to værker får en identitetsoplevelse, jf. Koktvedgaard 1999 125 f.; se også samme 1965 118.

-----------------------------
Krænkelse forudsætter ikke alene større eller mindre identitet, men også at det andet værk er frembragt ved benyttelse af kendskab til det første værk, jf. Koktvedgaard 1999 126 og 133. Sandsynligheden for dobbeltfrembringelser kan være et indicium for, at der ikke foreligger plagiat, jf. U 1993 17U 1993 17 H. En lighed mellem to værker kan i øvrigt skyldes, at et tredje værk er deres fælles forbillede.

Ophavsmanden må generelt tåle parodier og travestier o lign. Der er således tradition for ikke at anse dem som droit moral-krænkende, ligesom en parodi mv. i højere grad end ellers kan anses som et nyt og selvstændigt værk efter § 4, stk. 2.

-----------------------------
(36)§ 4 giver beskyttelse for den, der bearbejder et værk. Et eksempel på en bearbejdelse er en oversættelse af en bog fra ét sprog til et andet. Det er en betingelse for beskyttelsen, at det, der bearbejdes, er et værk, dvs. har værkshøjde; oversættelse af kataloger, der alene beskyttes efter § 71, medfører f.eks. ikke beskyttelse iht. § 4. Også bearbejdelsen skal kunne karakteriseres som et værk; litterære oversættelser vil typisk nyde beskyttelse, og det samme vil ofte være tilfældet for musikalske arrangementer. Improvisation over en melodi kan principielt medføre beskyttelse som bearbejder. Beskyttelsens indhold er det samme som for originalværker, se §§ 2-3.

(37)Ophavsretten til en bearbejdelse gælder værket i den bearbejdede skikkelse; det betyder, at en oversætter f.eks. ikke kan forhindre andre selvstændige oversættelser af det samme originalværk.

(38)Ophavsretten til en bearbejdelse er afhængig af ophavsretten til det oprindelige værk. Brug af bearbejdelsen kræver derfor tilladelse fra såvel ophavsmanden til originalværket som bearbejderen. Af samme grund kan f.eks. en oversætter ikke udgive sin oversættelse af et litterært værk uden tilladelse fra originalforfatteren.

(39)Bestemmelsen afspejler beskyttelsen i § 2, stk. 1, mod brug af værket i ændret skikkelse. Er der tale om et nyt og selvstændigt værk, kan der ikke siges at foreliggende en krænkende efterligning af et andet værk.