Undersøgelsens mål
Undersøgelsens mål er at afdække en række interesse profiler og interessevurderinger hos den gruppe danskere der interesserer sig for klassisk musik. Undersøgelsen skal specifikt forsøge at kvalificere behovet for at etablere en ny medieplatform – i form af en netradio – med de muligheder det giver for at forbinde målgruppen og det aktive danske klassiske musikliv.
Gennemførelsen af undersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret spørgeskemaundersøgelse med udgangspunkt i to interessegrupper, som formodes at repræsentere netop denne relativt store interessegruppe generelt. De to interessegrupper er henholdsvis Dacapos nyhedsbrevsmodtagere og vennekredsen omkring Odense symfoniorkester.
Invitationer til at gennemføre spørgeskemaundersøgelsen er således fremsendt til ca. 3.000 mennesker og af dem har 504 været inde og 'se på 'undersøgelsen, og 406 har udfyldt spørgeskemaet.
Som det gennemgås senere vurderes dette antal at give en samlet undersøgelse der både profilmæssigt og antalsmæssigt gør analysen dækkende for hele klassisk musik målgruppen. Dette skal også ses i relation til at svar-resultaterne er særdeles tydelige og konsistente.
Analysegruppens profiler
Netop fordi udvælgelsen af undersøgelsesgruppen er foregået som en interessegruppeudvælgelse med frivillig tilmelding er der grund til at se kritisk på analysegruppens samlede personprofiler, hvilket vises til sidst i analysen i grafisk form. Her skal blot gengives de vigtigste konklusioner på fem vigtige fokusområder:
Alder
Køn
Geografi
Funktionsprofil
Medieforbrug
Alder – aldersfordelingen følger stort set befolkningens aldersfordeling dog med en mindre overrepræsentation i voksen/senior generationerne 46 – 65, hvilket er en kendt aldersfordeling i forbindelse med klassisk musik.
Køn – analysegruppen fordeler sig som helhed med 2/3 mænd og 1/3 kvinder, hvilket er en skævhed, som ikke umiddelbart følger f.eks. fordelingen ved klassiske koncerter, ligesom der heller ikke er en normal teknologisk aldersforskydning der kan forklare denne skævhed. I de yngre generationer er fordelingen forholdsvis ligelig.
Geografi – analysegruppen er jævnt landsdækkende om end med en markant overrepræsentation i hovedstadsområdet, hvor ca. halvdelen af analysegruppen kommer fra. Dette kan imidlertid opfattes som en relativt normal konsekvens af almindelige kulturmønstre, og set i forhold til den ellers store geografiske spredning betragtes den ikke som forvridende.
Funktionsprofil – 1/3 betegner sig selv som professionelle – musikere eller, musikadministratorer eller musiklærere – hvilket betyder, at 2/3 er netop ikke-professionelle men mange er aktive musikforbrugere.
Medieforbrug – analysegruppen består af aktivt musikforbrugende mennesker hvilket fremgår dels af deres medieforbrug dels af at 66 % angiver at 'de går ofte til koncert – mere end fire gange om året'. 61 % bruger internettet 'ofte' eller 'engang imellem' til musiklytning.
Undersøgelsens begrænsning og sikkerhedsmargin
Den samlede målgruppe – den andel af befolkningen der kan siges at interessere sig – på et eller andet niveau – for klassisk musik, er antalsmæssigt på ca. 1,6 mio. i Danmark . Det er naturligvis et meget 'rundt' statistisk tal, som kan beregnes ved at kombinere almindelige statistiske oplysninger sammen med analyseresultaterne i den store kulturanalyse 'Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004' hvor det fremgår, at 38 % af befolkningen interesserer sig for klassisk musik.
Og med hensyn til denne analyses generelle sikkerhed kan man ud fra almindelige statistiske analysekriterier beregne, at man for at opnå en 95 % sandsynlighed for at resultaterne er korrekte inden for +/- 5 % har brug for en stikprøvegruppe på 384 medlemmer. Den aktuelle analysegruppe er på 406 med en befolkningsmæssig generel profil, og den kan således betegnes som dækkende for et generelt resultat – især fordi alle analyserne giver et langt tydeligere resultat end usikkerhedsmarginen på +/- 5 %.
Konklusion: Der er således tale om et gedigent og konsistent resultat der kan vurderes at være et generelt udtryk for holdningerne i målgruppen
__________________
Regnestykket er: (5,5 mio (hele befolkningen) – 1,1 mio (unge op til 15 år)) x 38% = 1,67 mio
Trine Bille, Torben Fridberg, Svend Storgaard og Erik Wulf: 'Danskernes kultur- og fritidsaktiviteter 2004 – med udviklingslinjer tilbage til 1964 ', akf 2005, s. 77
Sample Size Calculator: http://www.surveysystem.com/sscalc.htm
|